9. juni 1910 var en festdag i Slagelse. Hele byen var smykket med flag, og Schweizerpladsen var spærret for al trafik. Der var rejst en stor tribune med plads til 500 mennesker og desuden et ”kongetelt” til honoratiores. Anledningen var indvielsen af en rytterstatue af Christian den Niende, som byens og oplandets borgere havde samlet ind til og fået billedhuggeren Ludvig Brandstrup til at udføre. Brandstrup havde erfaring med rytterstatuer, idet han nogle år tidligere havde lavet en rytterstatue til Esbjerg by.
Initiativet til at rejse en statue af Christian den Niende kom fra en kreds af byens borgere med blomsterhandler Lissner og particulier Fabricius i spidsen. Den gamle konge var afgået ved døden i 1906, og ikke længe efter begyndte man en landsindsamling med henblik på at få rejst et mindesmærke i hovedstaden og et i Roskilde. Til trods for at denne nationale indsamling var sat i gang, indbød man til et møde i Industriforeningen i Slagelse lørdag den 3. marts 1906. Ca. 50 mænd mødte op, ”hvoriblandt forholdsvis mange Landboere”, som Sorø Amtstidende refererede. På mødet skulle nedsættes et forretningsudvalg, som skulle skaffe pengene. Man regnede med et beløb på ca. 25.000 kr. De 21 initiativtagere valgtes alle til udvalget, samt fabrikant Philipsen og malermester P. Nielsen, og ”paa indtrængende Opfordring” de to redaktører: Hans Jensen, Sorø Amtstidende og V. Hiort, Slagelse-Posten.
Der blev fremlagt lister, hvorpå man kunne tegne sig for et beløb. Et af udvalgsmedlemmerne, P.C. Houlind, Johannesdal, opfordrede til, at især kvinderne tog fat: ”Sig til Mændene: Vil I eller skal vi? Og jeg tør svare for, at af de 9 af 10 Tilfælde vil Mændene sige: Vær saa god, tag I bare fat!” Indsamlingen affødte selvfølgelig en del skriverier i den lokale presse. Mange gange var det opfordringer til at støtte indsamlingen. Ofte var det dog også arge modstandere af monumentet, der tog til orde, som fx Kristen Kristensen fra Forlev, som klagede over, at monumentet for folketingsmand Tauber var placeret i en muddergrøft og fortsatte: ”I alt Fald ser det nu ud til, at vi Landboere nok maa være med at pryde Slagelse, naar det sker, som de vil have det. Der tales og skrives i denne Tid om, at vi alle som én, store og smaa, rige og fattige, alle sammen skal vi være med at pryde Slagelse. Saadan var det ikke i sin Tid, da vi Landboere ønskede at hædre en af vore, ja jeg kan godt sige kære Afdøde”.
Da man i løbet af sommeren 1906 konstaterede, at det gik for langsomt med at få penge i kassen, greb man til et kendt kneb: Man fik trykt listen med navne og beløb i avisen. Derved kunne man skubbe til dem, der endnu ikke havde meldt sig, og måske få hævet beløbet fra andre, som ikke ville stå tilbage. Udvalget benægtede selvfølgelig, at dette skulle være bevæggrunden. Man ville være mere tilbøjelig til at give, når man kunne få sit navn i avisen, hvor lille beløbet end måtte være. En borger luftede sin harme i avisen på følgende måde: ” … Kan vi dog ikke blive fritaget for den Slags Usmageligheder! … Kan den paatænkte Rytterstatue ikke blive rejst uden at bruge Tvangsforanstaltninger, lad os saa hellere blive fri derfor, dette er mere i Overensstemmelse med vor afdøde Konges noble Tankegang.”
Næste skridt blev at afholde et stort høstmarked to dage i oktober. Alle gode kræfter var sat ind. Der blev skrevet sange, som blev opført af lokale kræfter. Der var bortlodning af gode præmier, bl.a. et føl og en tyrekalv. Der blev vist levende billeder af hoffotograf Elfelt, der var et stort ungarsk orkester, og lokalerne i Industriforeningen var smukt udstyret i maurisk stil. Alle anstrengelserne indbragte tilsammen 5011 kr. og 75 øre.
Langsomt nåede man op på et beløb på 20.000 kr., men så kom der nye indvendinger på banen. I Vestsjællands Social-Demokrat slog man til lyd for, at alle de rare penge i stedet kunne bruges mere fornuftigt på et børnehjem, som der var stærkt brug for. ”En Børneven” skrev: ”Det er muligt, at en Statue vil vække nok saa megen Opsigt som et Børnehjem, men at det sidste vilde have skabt mere Lykke, Gavn og Glæde, ja derom er der ingen Tvivl. Vi henstiller denne Tanke til Komiteen. Endnu er der jo altsaa ikke bestilt noget Monument, saa Sagen kunde maaske ordnes endnu.” Dette fromme ønske mødte dog ingen forståelse hos udvalget.
Også i Ekstrabladet havde man i januar 1907 meninger om rytterstatuer: ”Det Snobberi, der altid trives i Danmark i Ly af Kongemagten, fandt naturligvis rigelig Næring i den gamle Konges Død og udfoldede sig hurtigt i kraftige Udslag af Monumentgalskab. Hvor mange Komitéer er det, der i disse fattige Tider … samler ind til Konge-Monumenter? Vi hørte forleden Dag, at man just nu har opgjort Regnskabet i Slagelse, hvor der er indsamlet 20.000 Kr. til en Kong Christian paa Torvet i denne elendige Ravnekrog.”
I 1908 mente man, at man var nået så langt, at der kunne indhentes tilbud på statuen. I september holdt man et møde, hvor man vedtog at antage billedhugger Brandstrups tilbud. Statuen skulle så kunne rejses i løbet af foråret 1910. I marts 1909 blev statuen et emne i valgkampen, idet både Socialdemokraterne og de radikale advarede om, at byrådet ville poste penge i statuen, hvis man satte sit kryds det forkerte sted.
Det stod efterhånden klart, at når der også skulle både fundament og sokkel til, måtte der indsamles yderligere 5.000 kr. Der blev altså planlagt et nyt stort høstmarked i oktober 1909. Man indhentede som sædvanlig tilbud fra nær og fjern om gaver til lotteri og tombola. Denne gang fik man hjælp fra en uventet kant, idet prinsesse Marie, Christian den Niendes farverige svigerdatter, skænkede en flodhest til lotteriet! Flodhesten var modelleret af prinsessen og udført af Den kgl. Porcelænsfabrik. Den blev vundet af Rasmus Petersens enke, Næsby ved Skoven. Efter det store høstmarked var der penge nok til både statue og sokkel, og man gik i gang med at støbe fundamentet, til stor fortrydelse for ”Vestsjællands Socialdemokrat”, som
bemærkede, at en stor del af rosenbedene havde måttet vige pladsen. ”Saa faar vi altsaa Sten i Stedet for Roser” konstaterede avisen.
Da først pengene var kommet i hus, blev der lidt mere stille om projektet i avisernes spalter, men man manglede jo endnu at fastsætte datoen for indvielsen. En delegation fra byen var i audiens hos kongen for at invitere ham til den 26. maj 1910, det gamle kongepars bryllupsdag. Kongen var ikke i stand til at møde frem før i begyndelsen af juni måned. Datoen fastsattes derefter til den 9. juni 1910.
På selve dagen ankom den kongelige familie med særtog til banegården og blev modtaget af blandt andre amtmand Groothoff og borgmester Feddersen. På grund af hofsorg (den engelske kong Edward den Syvende var død) var dronningen og prinsesserne i sort, og man afstod fra at deltage i frokosten. Man kørte derefter til Schweizerplads og blev modtaget af et orkester, der spillede Frederik den Ottendes honnørmarch. Efter en tale af pastor Brøndsted afsløredes statuen og borgmester Feddersen takkede alle, der havde været med til at rejse den. Også kongen holdt tale for de ca. 10.000 mennesker, der var mødt frem. Kongefamilien besøgte også alderdomshjemmet, klostrene og Antvorskov ruiner, og afsluttede med et besøg i Sankt Mikkels kirke. På banegården blev der uddelt en række ordener, og ved firetiden returnerede særtoget til København. Men festen sluttede ikke her. Der var festspisning på Casino og stor folkefest i Anlægget.
For nogle sluttede festen først den 16. juni 1910, hvor kongen havde inviteret en delegation til middag og overnatning på Fredensborg Slot, som tak for deres indsats. Der var dækket til 45 personer i Kuppelsalen og Livgardens Musikkorps spillede under middagen, hvor der serveredes 8 retter. Nationaltidende skrev: ”Drs. Maj. Kongen og Dronningen samt Prinserne og Prinsesserne underholdt sig en Times Tid med deres Gæster, hvem Herskaberne takkede for den uforglemmelige Dag, de havde havt i Slagelse den 9. Juni.”
Gitte Strange Hansen, 01-04-2014
Billeder fra afsløringen af rytterstatuen i 1910:
https://arkiv.dk/soeg?searchstring=afsl%C3%B8ringen+rytterstatue&valgtearkiverids=9